Nærværende lever med et konstant pyntesygt paradoks. Nærværende vil gerne pynte sig. Nærværende er utålmodig. Også når det kommer til tøj. Har ofte lyst til nyt. Er også tro mod sin stil, men ikke desto mindre konstant vågen og nysgerrig efter supplement, fornyelse og noget med et twist. Tøjet er interessant og spændende, og en konstant historiefortæller som  drager og drager og … bedrager til forbrug.
Det rimer a.h.t. med bæredygtighed og økologi.

Nærværende tænker nemlig også (næsten) hele tiden på miljøet, økologi og bæredygtighed. Og når det nu er et faktum, at tøj/modeindustrien er en af de største syndere udi i forurening og miljøbelastning, så er det et paradoks at være … lad os kalde det pyntesyg. Altså et pyntesygt paradoks.

imageKøbestop. Det virker  ikke. På nærværende. Er heller ikke sikker på, at det virker i det større billede, men det er en anden, men ikke mindre interessant diskussion.

Nærværende tænker altså ofte på fashion meets sustainability – eller på godt dansk: Mode møder bæredygtighed. Og tror altså ikke på købestoppet. Heller ikke, hvis det skulle blive det nye sort.  Men mere af det tøj, der er produceret efter NICE-principperne; bæredygtigt!

Nærværende ønsker sig… Nej, vil…. Nej KRÆVER mere ansvarligt produceret tøj. Tøj, der er lavet af genbrugte plastikflasker, økologisk dyrket bomuld etc. Men det skal også være tilgængeligt og overskueligt. Og her er det svært – (lidt) endnu. De er derude. Dem, der kan få fashion og sustainability til at rime. For det er jo det der skal til. Økologisk tøj rimer endnu mest på fodformet, hør og orange. Det klæder nu de færreste.

Så så længe udfordringen er for stor, skal tøjet, taskerne, tørklæderne … skoene være af en kvalitet, der holder år efter år. Henne i nærværendes verden betyder det nemlig færre købte ting, men mere glad for det der er i skabet og på kroppen.
Eller som i genbrug…?

Nærværende har sjældent øje for og tålmodighed til alskens loppemarkeder og genbrugsbutikker. Derfor kan nærværende heller ikke andet end hylde, når den står på tøjbytte eller når veninder sælger ud af deres klude. Samvittigheden bliver bare mindre sort, og glæden ved kluden desto større – og den pyntesyges desperate lyst til nye input, er manet til ro for en stund.

Nu i Camilla Stærk – sidste nye genbrugskøb fra cool nabos overskudslager af tøj.

Og nej, det er ikke noget nyt, Jeg skrev også om det i maj 2010 i indlægget Ny sort trøje, gammel sort samvittighed.