Da jeg var en skolepige blev jeg en gang drillet. Det var ikke voldsomt, men nok til at gøre mig rigtig ked af det. Jeg ringede grædende til min far.

– Far, de kalder mig Sidsel-tidsel.

Jeg havde nåle med i skole, for tidslen stikker jo. Kalder man mig tidsel, må man jo smage, ik’?!

Min far ynkede mig ikke. Han fortalte mig i stedet om tidslens storhed. Denne uregerlige blomst, som så mange anser for ukrudt, men som er så smuk – og skotternes symbol. Dette stolte og stærke folk, som ikke lod sig slå ud romerne. Den romerske hærfører Hadrian lod sågar en mur opføre i Skotland – romernes værn mod skotterne selv, Hadrians Mur. 

– Sidsel, at blive kald tidsel er et hæderstegn!

Jeg tog ordene til mig og har siden båret tanken om tidslen med stolthed og stor identifikation. Tidsel blev mit hæderstegn. 

Skulle jeg have en tatovering, skulle det være en tidsel. Og min far skulle tegne den. 

Nu er tiden. Det har sin betydning at det blev nu. Og nu er den min. Tidslen. Tegnet af min far. Ikke blot i tanke, men nu skåret i min hud.

Mærket for livet!

Vita wrapped tidsel Mit mærke for livet

Januar 2013