Jeg undres.
Danskerne er nogle grådige, egoistiske mennesker, der møver sig frem uden hensyn til andre og med deres helt egne navlepillende behov for øje.

Posthuset.
Møder før 10.00, hvor dørene åbnes. Flere kommer til efter jeg er kommet. Men det er som om køkultur ikke gælder før vi er inde? Men inde er køkulturen på den anden side reduceret til elektroniske numre i række.

Dørene åbnes og folk møver sig ind. Uden hensyn og tanke for, hvem der evt. kom først. Hende, der tilsyneladende kom først, kommer først. Men hun har også stået lænet op ad døren, klæbende til håndtaget. Så om ikke andet, har hun taget sig pladsen. Hun trækker 000.

Toget.
Gnavne ganle mænd med cykler og store tasker. Her er de. To styks. Der budre være plads til mig og min barnevogn, men det er med nød og næppe og uden den store hjælp, jeg får mig en plads.

Så sidder jeg der og græmmes. Træt af danskerne og mig-og-min-mentaliteten, men kommer så til at tænke på hende på posthuset, der ekspederede mig. Hun sad der bag skranken, med et skilt, der sagde ”under uddannelse”. Hun var sød, informerende, hjælpsom og selvom jeg havde en følelse af, at jeg faktisk kom til at betale mere for min pakke end jeg skulle, så var hendes venlighed og hjælpsomhed morgenens lyspunkt.

De er der ude et sted. Smilene. Smil!

August 2010