Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig. En lang, men iøjnefaldende titel, der kalder på, at her skal der grines. Og så er det altså titlen på en teaterforestilling, der er instrueret af skuespiller Ken Vedsegaard –  på scenen er der tre skuespillere (Ole Boisen, Mia Sylvester og Vickie Bak Laursen) og to musikere.

Og jeg grinede. En gang i mellem. Særligt den aller sidste sketch var sjov. Her dansede de tre skuespillere sig gennem en slags cabaret, eller revynummer, hvor de gennemgik den lykkelige skilsmisse om hvor gode venner de skulle være bagefter – også med deres nye kærester. Det er vist de færreste forundt, og tragikkomikken lyste ud af spillerne på en måde, der blot understregede, hvor grotesk det virker at drømme om netop det, når nu alle ved, at de fleste skilsmisser er noget lort.

Og forestillingen var netop bygget op af en række sketches, brikker af et puslespil, der alle behandlede parforholdet, og samlet set synes at ville være det store billede. Og jo alle med de satiriske briller. Åh, jo, der var bidder af hver brik, der var sjove, men…

For der er jo altid et men… Hvorfor er det, at når det kommer til satire over parforholdet, så bliver mændene tavse – og hvis de endelig siger noget, er det på den kastrerede facon eller som akademikeren, der overhovedet ikke er i kontakt med sine følelser, men kan argumentere alt i meta. Kvinderne der i mod, er bare hysteriske. Eller ynkelige. Og det er da sjovt. I doser. Men hvor er det forudsigeligt og generaliserende. Og jeg hader generaliseringer

Men jeg holder af satire, det er befriende at le af sig selv og pege fingre af andre uden at nogle peger fingre tilbage. Men det er så alligevel sjældent, at jeg faktisk føler, at der bliver peget på mig, når det kommer til morsomheder om kønnene og vores indbyrdes forskelligheder. Jeg er sjældent der, hvor jeg tænker “ha, det er jo mig”, eller “hende der kender jeg!”.

Sådan har jeg det så oftere når jeg oplever Sort Samvittighed og I Hegnet – hvor jeg virkelig kan more mig. Og så var det jeg så blev overrasket, for manuskriptet til Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig er skrevet af Kirstine K. Høgsbro, der også er medforfatter på I Hegnet. 

Så ligger forskellen i morsomhederne på ordet “med” i medforfatter, eller i det faktum, at det er en mand, der har instrueret forestillingen? Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er det sidste, for sjældent har jeg mødt mennesker, der generaliserer som mange mænd kan gøre det…

December 2012