Forleden så jeg Hushpuppy
Jeg har den ære at være med, når det grå guld nyder deres før-premiere film i Grand. Når I Hegnet-kvinderne parodierer netop denne målgruppe, kan jeg kun trække kraftigt på smilebåndet. Det er spot-on.

I Grand er det grå guld ukritisk. Måske et af de få steder, de faktisk er ukritiske. Tænk på, at lige præcis denne gruppe mennesker tilhører en gruppe, der har skabt deres hele eksistens på at være kritiske. Helt fra deres unge år, hvor de som de vrede 68’ere de var, satte sig i kritisk opposition til det der var. De var reelt ikke mange, men mange af dem der var, går nu i Grand og ser før-premiere film.


Forleden var ikke min første gang i Grand. Hverken som “normal” biografgæst, eller som følgeskab til guldet. Men det var så første gang i meget lang tid, hvis ikke nogensinde, at jeg oplevede guldet kritisere kritisk. De var ikke glade. Og jeg var enig. Og skuffet.

Jeg havde set traileren – og den fik mig til at håbe, at Hushpuppy, der er instrueret af Benh Zeitlin, skulle få mig til at græde. Se dette skønne barn, den lille charmetrold, Quvenzhané Wallis, der blev valgt frem for flere tusind andre små. Og hun var da sød! Skøn, charmerende, alvorlig, øm og uden at kende modkandidaterne, kan jeg godt forstå hun blev valgt til at inkarnere pigen Hushpuppy.

Men jeg græd ikke. Heller ikke af begejstring. Nej, jeg blev faktisk lidt irriteret. Og forvirret. Og troede hele tiden, at nu ville filmen bevæge sig hen i retning af Where The Wild Things Are af Spike Jonze. Men det gjorde den ikke.

Jeg elskede Jonzes film, jeg irriteredes over Zeitlins, der synes lidt af en fuser.

Filmen Hushpuppy handler kort fortalt om den lille pige Hushpuppy, der lever alene med sin fordrukne og syge far i “badekarret” et sted i det sydlige USA. En dag kommer stormen, og badekarret oversvømmes, og hvis det før burde være forment børn at bo der, burde det nu være decideret ulovligt. Myndighederne forsøger da også gøres deres, men forgæves. Hushpuppy og hendes venner i deres badekar har viljen og lysten til et andet liv – og død, og drukner den barske virkelighed med noget, der minder om magi. Det var det magiske, der fik mig til at håbe på et træk a la Jonze.

Men magien er et underligt besøg. Der er elementer, der konkret sender hilsner til Jonze og ellers er det den flotte cinematografi, der virkelig er flot og let at svømme hen i og lade sig begejstres af. Men det er ikke nok, og slet ikke nok til at få mig op af sæddet og sammen med de andre anmeldere hylde filmen med stående ovation.

Filmen og Zeitlin vil jo mere. Jeg tror, at han vil magien og han bruger den stærke lille pige som fortæller. Og Quvenzhané Wallis, der inkarnerer Hushpuppy, er en formidabel fortæller. Men Zeitlin er den overordnede formidler, og i mine øjne er det ikke tydelig nok hvad han vil. Vil han magien? Vil han miljøkatastrofen? Vil han sammenholdet og trodsen i en barsk verden? Vil han med magien give os håbet tilbage og lysten til at kæmpe mod den forurening, der truer vores (Hushpuppys) verden med en tiltagende utæmmet natur? Jeg blev som tilskuer ikke draget ind i lærredet, jeg følte mig mest af alt kastet frem og tilbage og derfor hægtet af. Ikke så voldsomt, at det var det, der holdt mig fra at falde i søvn. For det var der nogle der gjorde. Hægtet alvorligt af og ført til drømmeland. 

Hushpuppy er den danske titel – den oprindelige titel er Beast of the Southern Wild. Det giver ikke filmen mere mening.

December 2012