Kl. 7 denne morgen blev jeg på min morgenløbetur ramt af efteråret. Efteråret med smukke røde blade, der danser i den kølige let regnfulde blæst. Det er jo endnu mørkt på denne tid af dagen på denne tid af året. Og der, på Frederiksberg Runddel, blev jeg pludselig mindet om, at jeg virkelig godt kan lide efteråret!

Efterår, en årstid for sig, der ofte slås i hartkorn med fætter Vinter. Og pludselig gik det op for mig hvorfor? Voksne tænker jo vinter om alt, der er forbundet med mørke og kulde, og tænker derfor, at vinteren er fra oktober til midt i marts. Og så er vinteren lang, ja! Men det er jo ikke vinter nu, og selv om det er koldere end sommer, og måske ikke meget varmere end vinter, men varmt nok til, at hvis det var forår, ville de fleste smile og tage skuldrene ned og sige, ah… vinteren er væk!

I sommer besluttede jeg, at vinteren ikke er lang. Og det er jo en nem beslutning, for det er den jo ikke. Den varer 3 måneder, ligesom de andre 3 årstider. Og vinteren er sin egen, ligesom de 3 andre årstider. Og nu, er vi snart ved den sidste måned af efteråret – og så bliver det vinter. Men den varer jo også kun tre måneder – og vupti, 1, 2, 3, så er det jo pludselig forår igen!

Med den hastighed tiden har fået efter jeg er blevet en af de andre voksne med børn (og med to somre, der ikke var lige så varme som i de gode gamle dage, hvor somrene var lange og varme) forstår jeg pludselig sukkene over udsigten til den lange vinter. Men jeg vil lade mig smitte af mine børns begejstring for hver årstid, og deres evne til den klare skelnen, og ikke mindst minde mig om min beslutning fra i sommer.

Hurra, det er efterår!

Oktober 2011