Ikke et sekund for tidligt fik jeg set Martin Krasniks (kritiske) interview på DR2 Deadline af Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet. Præmis og oplæg var mordforsøget på sidstnævnte 6 uger forinden.

Ja, Krasnik var hårdhændet, og hold da op, hvor har der været meget storm om interviewet i den forløbne uge. Så meget, at Deadline, der lagde rammerne for interviewet, inviterede en anden garvet journalist og interviewer til nu at interviewe Krasnik selv. Den anden journalist blev TV2s Poul Erik Skammelsen, der qua sin ansættelse på TV2 gennem 25 år, bestemt ikke kan klandres for at være “en af de røde lejesvende”. Skammelsen har intet i klemme og det bliver understreget, at han har redaktionel frihed. Interviewet kan ses her.

Taget stormen efter interviewet i betragtning, forstår jeg godt at Deadline vælger denne form for mod(for)svar – og godt og rigtigt tænkt at bruge Skammelsen; to (rødhårede) alfahanner, der begge tør gå kritisk til værks, og som det antydes; på hver sin vis er professionelle til fingerspidserne; sagt med andre ord: Havde det været Skammelsen og ikke Krasnik, der havde siddet i stolen overfor Hedegaard, var det (selvsagt) blevet et andet interview. Også det interview vil jeg gerne se og høre. For ja, det er da oplagt, som Krasnik selv siger, at invitere Hedegaard i studiet. Hedegaard er en mand med markante samfunds-, religions- og kulturkritiske holdninger og, som efter egen overbevisning har været udsat for mordforsøg pga. selv samme synspunkter – og den slags personligheder, er aldrig uinteressante og jo en del af præmissen ved demokratriet (?) – om ikke andet i et samfund med ytringsfrihed. Sagens kerne i en nøddeskal.

Når alt dette er *sagt*, synes det er tankevækkende og trist, at den sten Krasnik, med sit interview, smed i vandet, jo skabte, måske ikke en flødbølge, men noget mere end blot nogle (debat)ringe i vandet. Som Krasnik selv påpeger, da han interviewes af Skammelsen, har han på ingen måde givet Hedegaard særbehandling og han giver faktisk Hedegaard mulighed for at svare for sig. At Hedegaard er overraskende svag i sine (mod)svar, er jo, også som Krasnik selv understreger, ikke Krasniks problem. Hedegaard fik muligheden. Hedegaard tog den ikke.

Jeg tænker; ventrefløjen har til tider nok været for blodsøden i sin tilgang til nye og fremmede kulturers ind- og tilgang til det danske samfund. Udtrykket “røde lejesvende” kommer jo ikke af ingenting, og har vist til en vis grænse sin berettigelse. Men, (den ekstreme) højrefløj(en), mener jeg, har nu tilsvarende tillagt sig en evne til at reagere som fornærmede småpiger, når deres holdninger bliver mødt af modstand. Et kort, de i ytringsfrihedens navn, ikke er bange for at trække. Jeg kan, i ytringsfrihedens navn, i det hele taget undre mig over, at der ikke bliver gået mere til makronerne, end der gør, når det kommer til netop Trykkefrihedsselskabet, hvis præmis jo netop er kritisk stillingstagen og retten til at ytre sig. Uanset emne.