Det regner, ganske let, men det regner – og som i trods skinner solen ret betydeligt gennem dråberne. Som et spejl på mit humør og sinds tilstand. Det er min første fridag i måneder, og jeg har glædet mig. Jeg har nu været 1 ½ time i ”frihed” og er på vej til gensyn med veninde, som jeg ikke har set længe. Det er cafétid, fritid og snakketid, og intet skal knække min glæde. Og så, er det som om det danske symptomer på det fortravlede sind alligevel forsøger at gøre sit…

Første stop på vej til møde med veninden… Matas. Klokken er lige lidt over 10.00 og forretningen er lige åbnet. Der er to medarbejdere og allerede 5 kunder. Den ene af medarbejderne er tydeligvis travlt optaget af at løse et problem med computeren, og hun får assistance over telefonen. Tiden og opgaven taget i betragtning er hun bestemt undskyldt. Den anden medarbejder er blevet fanget af en kunde, der skal dufte til en parfume. Er i tvivl, skal have en vandfast mascara, der viser sig at være udsolgt, og beder mataspigen om at ringe til anden Matas-foretning for at høre om de skulle have denne bestemte mascara på lager. Og så er det, midt i denne, min, overskudsdoserede morgen, at jeg må sande, at jeg ikke har alle med på min side. Nr. 1 i køen er en dame et sted mellem 50 og 60, fornuftigt klædt på med cykelhjelmen godt spændt fast – et bittert drag over læberne, og ja, nogle varer i hånden. Hun ser på mig, sukker dybt og ryster utålmodigt på hovedet. Men jeg nægter at gå med på den. Jeg insisterer på at flyde med og være positiv. Som det ikke lykkes kvinden at påvirke mig, lykkes det desværre heller ikke mig den anden vej. Det ville være en overdrivelse at sige, at kvinden ligefrem smider sine varer på disken, men samtidig også en underdrivelse at sige, at hun pænt lægger dem på disken (jeg tænker, hvorfor kan du i bare lægge dem på plads, hvor du tog dem fra?). På disken bliver varerne lagt, hun vender sig energisk om og melder et bittert; ”jeg vender tilbage senere…”

Kort efter, sidder jeg atter på min cykel, og når til et busstoppested, hvor jeg har pligt til at stoppe for buspassagerer, der skal af den stoppende bus. Og jeg er også godt i gang med at stoppe for bussen, og hvem, der må komme ud. Men tilsyneladende ikke med den energi og så målrettet som endnu en kvinde måtte ønske sig. Hun ser stift på mig, og udtaler bittert. ”Det er jer (eller dig) der skal holde!” Overrasket og en smule træt af 2 gange bitterhed på et kvarter, men insisterende på ikke at blive trukket med ned, får jeg svaret tilbage med et ”det er da det jeg er ved, hvad er dit problem, søde?”

Jeg har været væk fra kontoret for første gang i måneder. Haft mindre end 2 timer i ”frihed” og opdaget, at livet uden for kontoret, derude i virkeligheden, måske slet ikke er så fyldt med overskud og tid, som jeg der bag computeren har fantaseret om. Men jeg insisterer! I får mig ikke! Jeg vil ikke trækkes med til gabestokken for de gnavne. I må være regnvejret så meget I vil, jeg vil være solen, der skinner – og denne tidlige forårsformiddag, var det solen der fik overtaget.

 

April, 2010