For et par dage siden, da det var tid at sige farvel, blev jeg mindet om min manglende cykelhjelm: Husk nu cykellygterne … og hjelmen, blev der råbt efter mig.

Cykellygterne sidder fastmonteret, og lyser blinkende op i det øjeblik hjulene på cyklen begynder at dreje. Og hjelmen? Det er ikke et spørgsmål om jeg har eller ikke har én. For det har jeg. Næ, den hang hjemme i entréen – hvor den plejer at hænge. Uanset om jeg er på cykel eller ej. Eller dvs. det er sjældent jeg har den med mig. Min lille søn på 2 har fattet, at ”man” skal have hjelm på. Så jo, jeg har den på, når jeg er afsted med ham – for han siger det ret så (in)direkte til mig (drengen taler endnu ikke i sætninger, men kun i ganske få ord, men kan sit eget tegnsprog, som ikke er til at misforstå); at den skal jeg jo have med. Så dér gør jeg det. Og nej, faktisk ellers ikke. Og er det med samvittigheden i orden? Næ… Har jeg gjort mig overvejelser om, hvorfor jeg har så svært ved at tage hjelmen med mig? Ja!

Jeg havde en periode på et halvt år, hvor jeg konsekvent brugte hjelmen. Jeg følte mig nøgen og ubeskyttet, hvis ikke jeg havde den på. Og jeg følte, at det var det rigtige for mig at gøre. For det er det jo!

Men, hvorfor hænger den så bare derhjemme på krogen nu? Fordi den er i vejen, irriterende og i min verden inkarnerer bekymring. ”Man” tager vel hjelmen på fordi man er bekymret for, at der skal ske noget mens man er afsted derude i trafikken. Sådan er det i hvert fald i min verden. Jeg tager jo ikke hjelmen på, fordi den beskytter mig mod vind og vejr, eller den opbevarer ting jeg skal bruge (andet end min hjerne….?)

Føler jeg mig engang i mellem lidt dum og usikker, når jeg cykler afsted uden? Ja, for jeg ved jeg bør og skal. Og der er dem, som opfører sig i trafikken som om de har glemt de er de eneste, eller det er dem, der har lavet reglerne, og os andre, der har misforstået noget. Og så er der dem, der synes at skulle stive deres ego op ved at bremse sent, trykke den af og bare blive set, uanset.

Som en start har jeg ikke længere kun ansvaret for mig. Jeg hører den ene historie efter den anden om mennesker, der døde på stedet fordi de ikke havde hjelm på. Og jeg hører gang på gang historier om mennesker, der har været involveret i noget, der kunne have været en tragisk ulykke, og ikke blev det, fordi de havde hjelm på.

Men så bliver jeg arrig og trodsig! Nu har jeg kørt cyklet rundt i mere end 25 år, og jeg har lavet mange styrt – hvilket mine mange ar på hænderne er beviser på. Og ofte ser jeg mennesker køre rundt i byen med deres hjelme på, og nogle af dem er magen til dem min veninde kørte med, når hun var afsted på cykel – og hun er slået ihjel. Dræbt i en trafikulykke – ingen cykler involveret, hun sad inde i bilen. Men hvad nytter det? Hendes hjerne blev alligevel slået i stykker!

Vi, der er født i 70’erne og før, er vokset op med at vores mødre røg fra vi lå i maven, at vi ikke blev spændt fast, når vi sad med i bilen, cykelhjelme hørte professionelle cykelryttere til og lys var noget man tog på og tændte, når mørket var over os. Der var ikke så mange bekymringer og løftede pegefingre (?)

Jeg vil ikke lade mig styre af bekymring og frygt. Men måske jeg bare skulle vende den om og sige, hey;” nu er du ikke bare dig, men vi er 4, snart 5, hvis liv og færden er stærkt påvirket af om jeg er der eller ej”. Og nu har jeg jo lært, at køre ordentlig på cykel, så jeg ikke vælter og slår mine hænder til blods. Men det er ikke alle der har… Og mine nære skal vel ikke lide under, at en anden ikke opfører sig forsvarligt i trafikken?! Og det er jo ikke kødsår på hænderne, der slår ihjel.

Så måske jeg skulle sige ok, jeg tager den med mig. Hjelmen. Men jeg lægger den altså fra mig i kurven, hvis jeg stiller cyklen fra mig. Jeg vil ikke ligge under for bekymringen og frygten for, at nogen skal tage min hjelm. Og hvis den bliver taget, er endnu en hjerne beskyttet, og jeg 500 kr. fattigere fordi jeg skal købe en ny. Men visse vasse; hvad er 500 kr. mod mit liv?

På med hjelmen!

Maj 2010